Sæt tegn
Af Kirsten Koch Jensen
Log ind og få adgang
Du skal logge ind med Unilogin eller WAYF - så kan du låne materialet
Forlaget skriver: Sproget er det system, vi bruger, når vi skal meddele os til hinanden. I skriftsproget bruger vi forskellige tegn, som gør det lettere at forstå indholdet i en tekst.
Sæt Tegn henvender sig til elever på mellemtrinnet, og til elever der er kommet sent i gang med læsning og skriftlig fremstilling.
Hæftet indeholder fire kapitler, der indledes med læringsmål. Der er løbende i hæftet idéer til samtale og aktiviteter, der relaterer sig til stoffet.
Dette materiale er først og fremmest tiltænkt elever i 5. og 6. klasse. De første kapitler (Sætninger og Stoptegn) vil eventuelt allerede kunne anvendes i slutningen af 4. klasse. Derudover er hele materialet brugbart til elever, der er kommet sent i gang med læsning og skriftlig fremstilling.
Hæftets opbygning
Hæftet indeholder fire kapitler, der indledes med læringsmål (Hvad skal du lære?) Alle kapitler indeholder desuden TJEK-sider, hvor du og den enkelte elev kan vurdere, om stoffet er tilstrækkelig indlært, eller om der eventuelt skal trænes mere. Der er løbende i hæftet idéer til samtale og aktiviteter, der relaterer sig til stoffet. Det er op til dig som underviser, om du vil bruge (nogle af) disse idéer. Du kan også bruge andre aktiviteter og idéer, som du selv udtænker, og som måske passer bedre til dine elever. Har du brug for eksempler til fælles gennemgang eller flere øvesætninger, kan du finde mange på Dansk Sprognævns hjemmeside (download eventuelt pdf-filen med kommaregler) eller på sproget.dk. Der er også eksempler at hente i føromtalte bog.
Før du går i gang med at bruge materialet sammen med dine elever, er der nogle ting, du bør afklare med dig selv vedrørende kommatering. Dansk Sprognævn anbefaler, at man ikke bruger startkomma (komma foran ledsætninger), men mange lærere (og forældre) bruger startkomma - hvilket er helt legalt. Som det fremgår, bruger også jeg startkomma. I hæftet her lægges der op til, at eleven selv kan bestemme, men det vil nok være hensigtsmæssigt, at alle elever arbejder med samme regel (startkomma eller ikke startkomma). Derfor kan du beslutte, om der skal arbejdes med eller uden startkomma. Måske vil det være relevant at tale med lærere i overbygningen om dette - især hvis disse på et tidspunkt skal overtage undervisningen. Som bekendt kan man vælge altid at sætte komma foran 'men', men man kan også nøjes med at sætte komma foran 'men' i de tilfælde, hvor der skal være komma. Her er det måske ikke så afgørende, at alle i klassen følger samme regel, blot den enkelte elev er konsekvent i sit valg.