Livets planet (2)
Øgler og padder
DR1

Padder og øgler har ligesom andre dyr måttet tilpasse sig for at kunne overleve. I Sydamerikas bjerge undgår små tudser fjender ved at kaste sig ud over klippekanten, for de kan holde til at ramme klipperne længere nede. Krybdyr er vekselvarme og kan leve længe uden føde, så i tørkeperioder forholder fx kaimaner sig blot passive og venter på, at floderne igen begynder at flyde, så de kan fange fisk. De vekselvarme dyr har til gengæld brug for solen til at varme sig op, og angribes en basilisk, mens den solbader på en gren over floden, lader den sig blot falde ned og spurter så på lette fjed hen over vandet. Det går så hurtigt, at basiliskens fødder ikke når at synke ned i vandet, før de allerede er igang med næste skridt! Kamæleoner er legendariske på grund af deres evne til at se i alle retninger, ramme insekter med deres lynhurtige og lange tunge og til at camouflere sig ved at skifte farve efter omgivelserne. Tudseleguaner undgår at blive ædt af slanger ved at puste deres tornede krop op, så de bliver umulige at sluge. Havkraiten er en havslange, der beskytter sine æg ved at søge ind i undersøiske kystgrotter, som dybt inde under bjergene ender i tørre huler, der ligger over havets overflade. Her er der ilt til æggene, men ingen fjender, der vil æde dem. Afrikas gravefrøer graver kanaler til andre vandhuller, hvis deres haletudser ligger i et vandhul, der er ved at tørre ud. Verdens største nulevende øgle er komodovaranen, der kan blive tre meter lang og nedlægge bøfler med giftige bid i deres ben. Processen kan vare flere uger, før bøflen er så svækket, at den dør.