Mandelas børn ( 3 )
DR2

I 2001 mødtes 24 sorte, farvede og hvide 16-årige elever fra en high school i Cape Town på en såkaldt regnbuelejr. Her konfronterede de hinanden med spørgsmål om racisme, apartheid og forsoning i Sydafrika. Næsten 10 år senere mødes de igen. De er vokset op i frihed efter det brutale apartheidstyre, og efter at Mandela overtog magten, men alt er ikke lyserødt. De farvede i gruppen føler, at de særlove, der favoriserer sorte, går ud over dem: De er ikke "sorte nok" og oplever en form for omvendt apartheid. De sorte i gruppen, der har klaret sig godt, er til gengæld irriterede over, at hvide og farvede tror, at de bare har fået alt foræret ved hjælp af særlovene, når de faktisk har knoklet for at få succes. De hvide i gruppen føler, at tingene trods alt går i den rigtige retning, mens de sorte og specielt de farvede føler, at forandringen er gået for langsomt. Ingen af de tidligere elever synes, at den polygame præsident Jacob Zuma er et godt forbillede i et land præget af nepotisme og 30% arbejdsløshed. Da gruppen lader snakken gå ved middagsbordet, bliver de sociale forskelle klare, i det talen falder på forholdet til forældrene: De hvide i gruppen er blevet forkælet af deres velhavende forældre, der har svært ved at slippe dem, mens de farvede og sorte fra barnsben af har været del af en familiehusholdning, hvor både deres forældre og de selv var gensidigt afhængige af hinandens indsats. Jubilæumsmødet ender med, at alle krammer hinanden, for uanset hudfarve har de med deres fælles high school-baggrund alle lært pæne middelklassemanerer.