Rock gennem syv årtier (4)
Heavy metal
DR2

Rockhistoriens veje er uransagelige: En dag i 1965 mister 17-årige Tony Iommi to fingre i en metalpresse på en fabrik i den midtengelske industriby Birmingham. Han spiller guitar og er opsat på at blive ved, så han laver sig et par proteser og slapper strengene på sin el-guitar, så den er lettere at spille på. Det giver en speciel lyd, som kombineret med hans rifs skal blive indbegrebet af heavy metal, da han sammen med tre andre drenge fra lokalområdet starter gruppen Black Sabbath i 1968. Navnet skyldes, at drengene har undret sig over, at folk betaler for at gå i biografen og lade sig skræmme af gyserfilm, så hvorfor ikke lave scary tekster, sceneoptræden og udklædning. Kritikerne hader det, men der viser sig at være et kæmpe publikum. Grupper som Deep Purple og Judas Priest er ikke sene til at følge trop med nye guitarvariationer, mens Black Sabbath flytter succesen til USA og går under i et overforbrug af sprut, narko og groupies. Judas Priest introducerer læderlook med nitter og sexlegetøj på scenen. Det bliver ironisk nok en heavy metal "uniform", for de hårde drenge blandt publikum ved ikke, at "uniformen" er udtryk for forsangeren Rob Halfords homoseksualitet. Iron Maiden tager det hele et skridt videre, men det er den amerikanske glam-metal, der med bands som fx Mötley Crüe gør showet vigtigere end musikken. I 1980'erne udløser genrens flirt med død og satanisme voldsom kritik i det amerikanske bibelbælte, men modreaktionen bliver en tilbagevenden til heavy metals rå og ægte rødder hos bands som Metallica og stilen "trash".