Videnskabens historie (1)
Hvad er der ude i universet?
DR2

I BBC's dokumentarserie fortælles denne gang om astronomiens historie. I Antikkens Grækenland tror man, at Jorden er universets centrum, og at planeterne bevæger sig i perfekte cirkler rundt om den. Den geocentriske teori passer ikke rigtig med de observationer, man kan gøre med øjet, så man laver en hjælpeteori: planeter og stjerner snurrer rundt om sig selv, mens de kredser om Jorden. Den perfekte symmetri fortolkes senere af den katolske kirke som "guddommelig orden", og det er først med Reformationen, at videnskabsmænd som Kopernikus og Kepler sætter solen i centrum og opdager, at planeternes baner er elliptiske. Tycho Brahe laver med simple instrumenter empiriske observationer af stjernehimlen, men det er dog først, da Galileo Galilei med observationer af Jupiters måner i sit avancerede teleskop finder empirisk støtte for antagelsen af et heliocentrisk univers, at den nye teori for alvor vækker opsigt og beskyldes for at være kættersk. Newton kan med publiceringen af sin teori om tyngdekraften i 1687 forklare matematisk, hvorledes et heliocentrisk univers hænger sammen. Med det kraftige Mount Wilson-teleskop opdager Hubble i 1923, at Mælkevejen ikke er hele universet, men at der er milliarder af andre galakser. Og de er på vej væk fra hinanden, så Universet udvider sig, og har altså en begyndelse, som beregnes til at have fundet sted for 13 milliarder år siden ved The Big Bang. I udsendelsen trækkes der løbende paralleller til den historiske udvikling inden for religion, politik, teknologi, skibsfart, handel osv..