Videnskabens historie (3)
Hvor kommer vi fra?
DR2

I BBC's dokumentarserie fortælles denne gang om evolutionens historie i biologi og geologi. Indtil for 500 år siden accepterer man overleverede religiøse forklaringer på menneskets afstamning, men kolonialisme og verdenshandel åbenbarer en mangfoldighed i verden, som får folk som fx botanikeren Sloane til at undre sig. Dyreanatomen Cuvier studerer fossiler og skeletter, og ved at bestemme de enkelte knoglers funktion, konkluderer han i 1796, at mammutter ikke alene er en særlig elefantart, men at arten må være uddød, når ingen nogensinde har set en mammut. Det chokerer den kristne verden, som har opfattet verden som Guds uforanderlige skaberværk skabt for bare 6000 år siden. Naturhistorikeren Buffon varmer imidlertid jernkugler op, så de bliver hvidglødende, og måler, hvor lang tid det tager, før de køler ned igen, og fra disse tal ekstrapolerer han, at jorden må have været mindst 37.000 år gammel, før den var afkølet nok til, at der kunne opstå liv. Geologer går endnu videre og konkluderer ud fra klippers lagdeling og bjerges nedbrydning, at Jorden må være millioner af år gammel. Industriens opkomst i England fra år 1800 viser, at samfund kan udvikle sig hurtigt, og naturhistorikeren Chambers hævder i et anonymt skrift i 1844, at mennesket ikke er nogen undtagelse: Vi har også udviklet os som art. Det er dog først Darwin, der kan forklare hvordan: Livet er en overlevelseskamp, hvor de bedst egnede i et givent miljø overlever i kraft af naturlig udvælgelse. Geologen Wegener forudsiger i 1912 kontinentaldriften og påviser en slags Jordens udviklingshistorie.