Beskidte byer (3)
New York under industrialiseringen
DR2

New Yorks indbyggertal stiger fra 1800-1880 med 600%, og de mange fattige immigranter bosætter sig typisk i Five Points på det sydlige Manhattan, som er et slumkvarter uden varme, vand eller kloakering. Affald og ekskrementer bliver smidt i gaderne, og det kan på en frostdag hæve gadeniveauet med halvanden meter! Lejekasernerne ejes af rige bolighajer, som narrer nye immigranter til at betale skyhøje huslejer for lejligheder, som de er nødt til at dele med mange andre for at kunne betale. Der opstår selvfølgelig mange epidemier med fx kolera, tyfus osv., og væggelus, lopper, lus, kakerlakker osv. har kronede dage. Antallet af døde i byen ligger i 1860 på det dobbelte af landsgennemsnittet, og New Yorks korrupte borgmester William "Boss" Tweed fra den politiske "hjælpeorganisation" Tammany Hall, stikker alle offentlige midler i sin egen lomme. Da en ny koleraepidemi er på vej fra Europa i 1873 lykkes det endelig lægen Stephen Smith at få bystyret til at rydde op i byen for at undgå en ren katastrofe. Salg af råddent kød er stadig en udbredt sundhedsfare, for slagterne skjuler den rådne stank med borsyre og giver farsen en frisk rød kulør med tøjfarve, så kunderne ikke aner uråd. Det er først lang tid efter, at tyskeren Robert Koch i 1883 opdager, at det er bakterier, som overfører mange sygdomme, at man skrider ind over for slagterne og uhygiejniske kokke som fx "Tyfus-Mary". Jacob A. Riis' fotografier af slummens gru gør indtryk på USA, og der gøres op med korruption og svineri i gaderne, så der efter 1900 kan køre biler i el-oplyste gader.