DR2 Global
Vatikanets tabte krig
DR2

I 1959 indkalder den nyvalgte pave Johannes 23. meget chokerende til Det andet Vatikankoncil. Ingen pave har siden 1869 turdet sammenkalde den romersk-katolske kirkes kardinaler og bisper til et møde, hvor man skal diskutere og rokke ved kirkens skikke, ret og lære. Det kirkelige topmøde skal forsøge at finde nye veje for kirken i en situation, hvor tiden ser ud til nærmest at være løbet fra kirken. Der er forholdet til andre religioner, forholdet til det omgivende samfund og dets magtstrukturer, kirkens åndelige rolle og magtdelingen inden for de kirkelige institutioner, kvinders status inden for kirken, problemet med de unge, med videnskaben og med seksualmoral og prævention. Det andet Vatikankoncil munder ud i noget, der minder om en reformation: En ny åbenhed over for det moderne samfunds skikke; en anerkendelse af andre religioner og ateisme (økumeni); opgivelse af pavens ufejlbarlighed; gudstjenester på de nationale sprog; støtte til den latinamerikanske befrielsesteologis kamp for de fattiges rettigheder m.v. Disse vidtrækkende forandringer fører til et skisme i den romersk-katolske kirke, for højreorienterede kræfter ønsker ikke, at kirken skal tilpasse sig samfundet, men snarere det omvendte. Siden 1978 er reformerne blevet rullet tilbage under paverne Johannes Paul 2. og Benedikt 16., som har støttet sig til decideret reaktionære kirkelige kræfter som fx Opus Dei og Kristi Legionærer. I dag er disse konservative kræfter ikke længere i tvivl om, at reformbestræbelserne vil dø ud sammen med den generation af katolske gejstlige, som lancerede dem i 1960'erne.