Materialernes hemmelighed (1)
Metallerne
DR2

Ved stenalderens slutning smelter man kobber ud af sten i store bål og lader en smed hamre kobberet til våben og værktøj, mens det er varmt. I bronzealderen (ca. år 3200-1200 fvt.) legerer man blødt tin og kobber til hård bronze, mens jernalderens smedejern udvindes besværligt via opvarmning, udhamring, opvarmning igen osv., til mange urenheder er hamret ud. Det er først fra 1700, at man i kulfyrede ovne kan smelte jernet og hælde det i forme for at lave støbejern til broer, togskinner, tog osv. Endnu mere varme og lynhurtig afkøling giver stål, og i 1863 opdager man under mikroskop, at stål er meget rent jern med kun få kulkrystaller i, mens støbejern har "klumper" af kulatomer, som gør jernet svagere. Snart pumper man luft gennem det flydende jern i en ovn for at lade kulatomerne binde sig med ilten til kuldioxid, indtil der kun er rent jern, som så tilføres lige under 1% kul i en legering, så man kan masseproducere stål. Legeringer hærder over tid, fordi metallers atomstruktur er foranderlig, hvilket opdages ved jetflykatastrofer. Forskellen mellem trykluftskabinens atmosfære i 10 kilometers højde og det almindelige tryk ved landing osv. gør, at metallet hele tiden vider sig ud og ind, indtil det på et tidspunkt knækker på grund af metaltræthed. Med elektronmikroskoper opdager man, at metalkrystallernes struktur er en foranderlig proces hele tiden, så man nu kan designe superlegeringer med gammaprimkrystaller til jetmotorer. Skellet mellem enkelte metalkrystaller er det sted, hvor de kan krybe og skabe katastrofer, men i dag kan man dyrke metal ud fra én krystal.