Sådan opstod
Meteren
DR2

Videnskabsdokumentar i tre dele. Denne udsendelse fortæller historien om opmåling af tid og rum i sekund og meter. 17.000 år gamle hulemalerier viser tidsmåling ved hjælp af månens faser og stjernernes konstellation, og de ægyptiske faraoer målte tiden med solure og skyggens længde om dagen, og om natten med en spand med markeringer, hvorfra der dryppede vand ud gennem en lille sprække. Oldtidens ægyptere delte natten op i 12 timer, fordi dette fleksible talsystem blev brugt af de handlende i hele Mellemøsten. Og de havde en fælles længdeenhed for opmåling, som var hugget ud i granit, og straffen for at fuske med opmålingen af fx marker var henrettelse. Der opstod i tidens løb tusindvis af konkurrerende måleenheder, der ofte var baseret på en fyrstes krop, fx længden fra hans arm, men i 1791 beslutter Frankrig at bruge Jorden som en objektiv og demokratisk måleenhed: Meteren skal være 1/10.000.000 af afstanden mellem Ækvator og Nordpolen. Med triangulering og praktiske opmålinger lykkes det på 7 år at måle denne afstand, men det er først i 1875, at meteren anerkendes som international målestandard. De første mekaniske kirkeure er fra 1300-tallet og kan ringe nogenlunde hver time, men mekanikken forfines gradvis, og med globaliseringen bliver der brug for forskellige tidszoner (Greenwich Mean Time). Den moderne tid har brug for endnu mere præcise tids- og rum-måleenheder, og det er fysikeren Maxwell, der foreslår at måle helt præcist med udgangspunkt i lysets bølgelængde, hvilket siden bliver muligt med en laser og senere atomuret.