David Attenborough og naturens gåder (4)
Man må sno sig
DR1

David Attenborough har gennem et langt liv mødt dyr så specielle, at man kan kalde dem naturens gåder. Naturen er fuld af de spiralsnoninger, som bl.a. narhvalen og sneglen nyder godt af. Narhval-hannens horn blev i århundreder solgt dyrt som det "magiske" horn fra enhjørninger, indtil danskeren Ole Worm i 1638 beviste, at der var tale om narhvaletænder. For narhvalens "horn" er faktisk en tand og består af dentin lige som hos elefanten. Måske har narhvalen engang haft 2 stødtænder, men nu har den kun én, og Darwin antog, at stødtandens længde gav hannen dens plads i hierarkiet. Nye undersøgelser har imidlertid vist, at stødtanden er enormt sensitiv, så måske bruges den til at mærke ændringer i temperatur, vandets saltindhold, parringsparate hunners hormonbalance el. lign. Og måske er den snoet for at øge den sensitive overflade, for at holde tanden lige eller for at yde mindre modstand under hurtig svømning? Sneglehuse har over millioner af år udviklet sig fra aflange skaller til spiralformede skaller, der gjorde dem mere manøvredygtige. Det ses fx hos nautilen, der kan lukke vand ind i eller ud af sin skal for at regulere sin opdrift. Med sin spiralformede og symmetrisk udadvoksende skal, ville nautilen aldrig kunne bevæge sig på land, hvor den ville blive alt for tung, men snegle på land udvikler en asymmetrisk skal, der kan vokse i mange retninger og ikke bliver så tung. Derfor findes de tilpasningsdygtige snegle i utroligt mange variationer både til lands og til vands, mens nautilen nærmest er et levende fossil, der i dag ikke har nogen stor udbredelse.