Liv Thomsen og historiker Knud Villads Jensen fortæller om Dannevirke, der fra omkring år 600 har skullet forsvare danerne mod fjender sydfra. Dette jordvoldsanlæg er midt i et sumpet område nær Slesvig og floden Slien den eneste farbare adgang mod nord via Hærvejen. I år 737 opføres en stenvold, for frankerne truer sydfra, men danskerne er selv ved at blive et slagkraftigt folkefærd. Brugen af store sejl har ført til vikingeskibe, som nemt kan binde de danske øer sammen, men også hjælpe vikingerne afsted på erobringstogter ved Europas kyster. Trætte af vikingernes hærgen går en tysk hær i år 934 gennem Dannevirke og op i Jylland, og den danske konge Harald Blåtand accepterer at lade sig kristne. Han forstærker dog også Dannevirke med yderligere en vold, Kovirke, men danske konger må i tiden fremover aflægge troskabsed over for den tyske kejser. Valdemar den Store og biskop Absalon går fra 1159 selv aktivt ind i kampen for at kristne hedninge, nemlig venderne i Nordtyskland og Polen, og i den forbindelse forstærkes Dannevirke med en syv meter høj teglvold. Hofhistorikeren Saxo mytologiserer Dannevirke ved at hævde, at den er grundlagt af Thyra Danebod og selve indbegrebet af dansk suverænitet. De grusomme erobringstogter mod venderne gør Danmark rigt og mægtigt, og først med nationalstaternes komme i 1800-tallet kommer Dannevirke atter i fokus, da Slesvig-Holsten vil løsrive sig fra Danmark. Her viser det mytologiserede Dannevirke sig dog hurtigt ikke at have nogen militær-strategisk betydning ved krigen i 1864.