Da det blev aftalt med Angelique Kerber at reporterne måtte følge hende til et langtidsprojekt var hun tennsiverdensranglistens nr. 10. Første gang blev hun filmet i Frankfurt hvor hun håbede på at klatre et par trin op af listen. Hun ville især satse på Grand Slam turneringerne. Det lød godt, men det vil alle professionelle tennisspillere jo. Men det der fulgte var et fantastisk spring, som vi fik lov at følge helt tæt. I New York var det sidste gang vi kørte til lufthavnen med hende med pokalen som verdensranglistens nr. 1 i bagagen.” Lige meget hvor længe jeg holder det, men at jeg har nået dette er der ingen der kan tage fra mig”. Det var det mest fantastiske år i hendes liv og Sportklub Story var med: da hun hoppede i Yarra River efter sejren i Melbourne, i Flushing Meadows katakomber da hun vandt US Open. Men også på motorveje, bag kulisserne og i øjeblikke af tvivl, da hun kunne mærke at hun havde for mange aftaler, så hun ikke kunne koncentrere sig. ”Jeg bliver altid den Angie som jeg er” lover hun til sidst. Men hun ved også at hun skal sætte grænser. Hun kan ikke tilgodese alle, men holde øje med hvad der er godt for hende. Det afgørende sker på tennispladsen.