Michlas på 13 år forguder sin far, og fortæller alle om, hvor meget han selv drømmer om at komme i krig. Allerhelst vil han ind som fx mekanikerlærling i hæren, når han er seksten, så han kan vænne sig lidt til livet som rigtig soldat, når han bliver atten. Faren er udstationeret i Afghanistan, men kommer hjem, da Michlas skal konfirmeres. For en gangs skyld er hele familien samlet, men til daglig er Michlas' forældre skilt, og Michlas drømmer om, at de vil finde sammen igen. Far og søn øver riffelskydning sammen og snakker om livet som soldat, men Michlas har svært ved at forstå farens argumenter for, at der skal være regler i en krig. At skyde nogen er en del af jobbet, og fjenden er jo ikke ens næste, så hvorfor skulle man fx ikke skyde på de fjender, der kommer for at samle deres sårede op på slagmarken? De internationale konventioner for krigsførelse forekommer Michlas at være et underligt paradoks, når enhver ved, at det jo med alle midler gælder om at vinde. Der findes ikke godt og ondt, kun forskellige synsvinkler.