Eksperimentet
Sådan udvikler du dit barns hjerne bedst
DR2

Hvis man ser på et spædbarn og anlægger et stenansigt (still face/stoneface), vil spædbarnet senest efter 25 sekunder briste i hjerteskærende gråd. Undersøgelser viser, at børn, der sjældent møder ansigtsmimik hos voksne, vil få en dårlig følelsesmæssig og sproglig udvikling. Reaktiv tilknytningsforstyrrelse vil ofte betyde, at børnene som voksne bliver karakterafvigende. Forklaringen er, at små børn reagerer på angst med den del af hjernen, der hedder Amygdala, men de har i modsætning til voksne endnu ikke udviklet den præfrontale cortex (pandelapperne) til at rationalisere (ved fx at berolige med, at det, jeg ser, er billedet af en edderkop og ikke en rigtig edderkop). Små børn bruger i stedet den voksnes ansigtsudtryk, stemmeleje osv. til at aflæse situationen: varsler den sjov, alvor, angst osv.? Den følelsesmæssige stimulation skal helst finde sted før et-årsalderen, men allerede skadede ældre børn kan fx hjælpes med terapiformen "theraplay". Her trænes de over lang tid med leg, så de kan styre deres følelser og opnå evne til følelsesmæssig kontakt. En sprogforsker understreger, at følelser også spiller en stor rolle ved sprogindlæringen, og hun opfordrer spædbørnsforældre til at vise fysisk begejstring og engagement i samværet med barnet, give det ros og ikke rette på dets udtale af ord, men med glad ansigtsmimik gentage ordene i en spændende sammenhæng, som opfordrer barnet til at være med. Rolige, forudsigelige og glade voksne er også en stimulerende faktor i dagtilbud, vuggestuer osv., hvor barnets læring ligeledes bør gribes ansvarligt an.