Evolution (3)
Brasilien
DR2

Cerrado-sletten i Brasilien er et enormt græsareal, men i modsætning til den afrikanske savanne er her hverken græssende antiloper eller store kattedyr på jagt efter dem. I en fjern fortid har der været både store græsædere og store rovdyr på cerradoen, men de store rovdyr endte med at udrydde de store græsædere og gik så selv til. Nu domineres cerradoen af termitboer, som er omdrejningspunkt for mange symbiotiske relationer mellem dyr. Fugle bygger bo i de solide termitboer, og kæmpemyreslugeren graver hver dag hul på dem for at sluge termitter med sin klæbrige tunge. Den bliver kun få minutter ved hvert bo og drager så videre for at få sin daglige ration på 30.000 termitter. Sådan lider hvert bo ikke særlig skade, og termitdronnigen sætter blot ægproduktionen i vejret. Når alle termitboer en gang om året sender droner og dronninger i luften på én gang, er det et festmåltid for fugle og carbuncobillelarver, som lever i termitboerne og lokker de flyvende termitter til ved at lyse lokkende grønt i natten. En anden slags symbiose består mellem mankeulven, bladskærermyrer og lobeiratræet. Mankeulven æder lobeiratræets frugter for med disses gift at dræbe nyreorm i ulvens indre, men lobirafrøene udskilles med ulvens afføring og kan faktisk kun spire, når de har været gennem et pattedyrs indvolde. Ulven skider på bladskærermyrers bo for at markere sit territorium, og myrerne henter frøene fra afføringen ned i deres underjordiske haver, hvor de fordrer dem til svampe, som giver myrerne protein. Frøene spirer så til træer op gennem myrernes bo.