I 1575 er skibet Sol på vej fra byen Napoli mod Spanien, da det bliver angrebet af nordafrikanske kaperbåde ud for den catalanske kyst. Ombord er den 28-årige fattige spanske officer Miguel de Cervantes, og han og de andre om bord på Sol bliver taget til fange og ført til Algier, hvor de bliver solgt som slaver på slavemarkedet. Cervantes forventes fejlagtigt at kunne indbringe en god løsesum, og han bliver sammen med adelige slaver sat til at hugge sten i solen, så han er ekstra motiveret for at skrive bønskrivelser hjem til Spanien. Dagligt ser han, hvordan de almindelige kristne slaver hænges, piskes, får skåret tungen ud el. lign. af den blodtørstige tyrkiske hersker. Denne pasha ønsker også at holde den lokale arabiske befolkning i ave med sit skrækregime, og da vold gennemsyrer dagligdagens relationer i samtiden, opfattes den af alle bare som et nyttigt instrument. Cervantes skriver senere hårdt om tyrkerne, men ikke om islam, som han på mange måder anser for mere tolerant end inkvisitionens katolicisme. Han skriver skuespil om slaver, der som renegater overvejer at konvertere til islam for at få et bedre liv, en maurisk hustru og måske børn, men personligt udtrykker Cervantes aldrig et ønske om at konvertere. Efter fem år lykkes det endelig Cervantes' fattige familie at skrabe løsesummen sammen, men hjemme igen må Cervantes overbevise inkvisitionen om, at han stadig er kristen. Det lykkes, og Cervantes bruger bl.a. sine erfaringer fra fangenskabet, da han senere skriver "Don Quijote" og dermed grundlægger romanen som en moderne litterær genre.