Tilbage
Serie
Mandelas børn
Siya og Jack tilhører den første generation af sydafrikanere, som er vokset op i frihed efter det brutale apartheidstyre blev afskaffet, og efter at Mandela overtog magten. Som henholdsvis sort og hvid gik de på samme high school og var optaget af forsoning på tværs af racer i Sydafrika. Men deres liv efter high school har formet sig meget forskelligt. Jack, som er hvid, er netop blevet revisor, kører Mercedes og har sin egen hockeybutik ved siden af. Den generte Siya, som er sort, skal bestyre sin mors guesthouse langt borte i Johannesburg, selv om han helst vil skrive og være sammen med sin veninde, der ikke er så lun på at flytte fra Cape Town til Johannesburg. Siya virker ikke til at være helt tilfreds med, hvad han selv har opnået. Han spekulerer på, hvad der ville være sket, hvis Mandela havde været helt ærlig omkring, hvor lang tid det vil komme til at tage at skabe et Sydafrika med social lighed og retfærdighed. Måske de sorte ville have angrebet og udplyndret de rige hvide kvarterer? Siya bliver enig med sig selv om, at det nok var godt, at det ikke skete, men han tilhører også den sorte middelklasse, der i modsætning til den store sorte underklasse har klaret sig godt efter Mandela kom til magten. Jack er temmelig nervøs for, hvad der vil ske, når Mandela dør, for han er selve symbolet på det racemæssigt forenede Sydafrika. Vil der komme en form for omvendt apartheid? Jack håber på, at besindige sorte som Siya vil gå ind i politik og sætte den fremtidige dagsorden sammen med ligesindede hvide.
Log ind og få adgang
Du skal logge ind med Unilogin eller WAYF - så kan du låne materialetUdgiver
DR2
Faustnummer
CFUSERIE_Mandelas_børn