For ca. 29.000 år siden begynder vi at forme vådt ler til keramik, som brændes hårdt i bål. Romerne blander omkring år 0 kvartsholdigt sand med aske og smelter det ved over 600° til en formbar masse med en kaotisk molekylestruktur. Ved hurtig afkøling bliver massen til gennemsigtigt glas, fordi atomerne ikke når at danne krystalstruktur, og lysfotoner kan derfor passere igennem uden at blive absorberet af elektronerne. I 1400-tallet laves krystalglas, som bl.a. bruges i epokegørende opfindelser som teleskoper og mikroskoper. Romerne laver også beton af vulkansk aske, brændt kalksten (kit) og vand. Molekylestrukturen i beton er geléagtig, men hærdes i løbet af flere år til et sammengroet, stift trådnet. Beton kan gå i stykker, fordi den er fuld af ganske små huller, som bliver til revner, hvis betonen strækkes ud ved spændingstilstande. I armeret beton lægger man fra 1853 stålnet ind, som forhindrer betonen i at sprække til store revner. For at kunne skabe højhuses enorme glasfacader, opfinder man i det 20. århundrede planglas, hærdet glas og endelig sikkerhedsglas, som på grund af indlagt plastic bliver fleksibelt og skudsikkert. Når glas er så mikroskopisk tyndt som i optiske fibre, kan det bøjes, og lys kan sendes gennem det og sno sig, fordi grænsefladen mellem fiberens overflade og omgivelserne er sådan, at lyset reflekteres indad og bliver i fiberen. Sådan kan man transportere information med lysets hastighed og skabe kabel-tv, internet osv. I dag arbejdes på at skabe keramiske superledere, der ved normale temperaturer kan lede elektricitet uden at miste energi.