I det 18. århundrede er Paris beskidt og uhumsk, og vreden over disse levevilkår er en af årsagerne til, at pariserne i 1789 går på barrikaderne og gennemfører en revolution. I 1774 lever alt for mange mennesker presset sammen på bare 28 km² inden for Paris' bymure, og stadig flere kommer til. Seinen leverer drikkevand, men er også en åben kloak, der fyldes med bl.a. dyrefedt, kalk, menneskeurin og hundelorte fra garveriernes forarbejdning af dyrehuder til læder og skind, der fx bliver til et par dyre skindhandsker. Kun den lille og umådeligt rige adel har råd til disse luksusvarer, men selv i slottet Versailles stinker det af urin og afføring i korridorerne, for der er alt for få toilethuller. I Paris er gennemsnitsalderen for en arbejder 23 år, og kirkegårdene er overfyldte med rådnende lig, hvis stank formodes at være årsagen til dødelige sygdomme (miasma-teorien). Almindelige mennesker skriver til ingen nytte klagebreve til kongen om hunger og svineriet i gaderne, og i 1789 kommer julirevolutionen, hvor kongen, mange adelige og "kontrarevolutionære" må lade hovedet i guillotinen. Tusindvis af lig medfører endnu mere stank, mens revolutionen løber løbsk. Det bliver Napoleon, som rydder op, ikke bare politisk, men også sanitært, da han indleder en stor indsats for at forbedre leveforholdene i Paris. Det er specielt hans nevø, Napoleon III, der i 1848 står for en fuldstændig omstrukturering af Paris ved hjælp af arkitekten Haussmann. Det sker dog primært for at skabe nye, brede boulevarder, som tillader militæret at rykke hurtigt frem for at kvæle nye oprørsforsøg fra pariserne.