Hvirvelløse dyr er en uhyre vigtig del af havets fødekæder, som det ses, når fx millioner af lyskrebs ædes af fiskestimer, der selv bliver ofre for målrettede og koordinerede angreb fra flokke af store Humboldtblæksprutter. Selv i det iskolde hav under Sydpolen myldrer det med slimbændler, søstjerner osv., så de hvirvelløse dyr er dygtige til at tilpasse sig. Bløde dyr som gopler forsvarer sig fx med giftige tentakler, mens krabber har dannet et panser og kun er rigtig sårbare, når de skifter skjold for at vokse. Sepiablæksprutter er intelligente dyr, og det udnytter en lille han, da han i parringssæsonen får øje på en stor han, der har erobret en hun og er i færd med at parre sig med hende. Den lille han skifter farve og adfærd, så den ligner en hun, og den store han tillader, at den lille han holder sig tæt til hunnen som del af dens harem. Mens den store han koncentrerer sig om store rivaler, parrer den lille han sig med hunnen lige foran næsen på den. Hunnen af en fire meter lang stillehavskæmpeblæksprutte passer sine befrugtede æg i seks måneder uden at spise. Så dør hun, og ådslet ædes af en kæmpe søsol. Et skibsvrag på lavt vand, hvor sollyset kan trænge ned og skabe fotosyntese, er det perfekte sted for det lille koraldyr at slå sig ned og bygge et "kunstigt" rev. Det foregår over hundreder af år, og undervejs æder forskellige koraltyper hinanden i kampen om at udvide deres territorium. Great Barrier Reef viser, hvor enorme naturlige koralrev kan blive, og koralrev er hjemsted for en fjerdedel af alle havets arter, skønt de kun dækker 0,5% af havbunden.